Årets første smagning fandt sted fredag d. 4. januar hos Tandlægen i Skalborg. Temaet var store vine, og budgettet var derfor også røget i vejret. Men vi havde længe snakket om, at smage disse store point-vine, og i aften blev der åbnet op for store vinoplevelser og et par små svipsere. Tilstede var: Henning, Thorbjørn, Morten, Christian, David, Niels, Mikkel.
Smagsprogrammet var følgende:
Krug, Grand Cuvee, Champagne 1000,-
Chateau de Beaucastel, 2006, Chateauneuf du Pape, 650,-
Domaine Armand Rousseau, Gevrey Chambertin, Clos st. Jacques 1996, 750,-
Vega - Sicilia, Unico, 1996, Ribera del Duero 1450,-
Opus One 2000, Rothchild Mondavi, Napa Valley 1200,-
Chateau Lafleur, 1999, Pomerol 1800,-
Solaia, 2004, Antinori, Toscana, IGT, 1150,-
Domaine Pegau, Cuvee da Capo, 2003, Chateaneuf du Pape 1750,-
Udover vinene bød aftenen også på lidt godt til ganen. Henning og undertegnede havde stået for indkøbene og tilberedningen, og menuen lød på:
- Suppe af jordskokker med ristede kammuslinger.
- Svamperisotto m. trøffel og stegt kronvildt.
Første vin i glasset var indledningsvis champagne fra Krug Grand Cuvee. En champagne som jeg desværre aldrig tidligere havde smagt, men som jeg nu kan sige er den bedste champagne jeg nogensinde har fået. En delikat og meget elegant champagne, som besidder en tilpas fedme og en finish i form af en så fin syre der afslutter smagsoplevelsen perfekt. Duften er voldsom af mineralskhed, friskslået græs og smagen er så tropisk og indeholder fersken, pære og overmoden ananas. Perfekt og 94 point af Parker.
Ch. de Beaucastel er nok først og fremmest kendt for sin røde vine, men denne hvide m
astodont, lavet på 100% roussanne fra 50 år gamle stokke, skulle vise sig at blive noget af en prøvelse og en vin der delte vandene blandt deltagerne. Når Beaucastel selv arrangerer smagninger, og præsenterer denne vin så er den den sidste der bliver smagt. Det siger noget om, hvor voldsom og intens denne vin er. I glasset gav den umiddelbart ikke så meget duft fra sig. Men den duft der var, var voldsom fed - igen meget tropisk antræk, men også en renhed og elegance. I munden fylder den helt ud, og er nærmest cremét og tendenserer næsten til vammel, hvis det ikke var for syren og alkoholen, som er levende og holder det vulgære nede. En vin der mætter, og som kunne være spændende at give noget alder. R. Parker skriver om vinens potentiale :"
My guess is that this will rebound in about 12-15 years time and last for 25-30 years." Fedme og Prestige og 97 af Parker.
Aftens første røde var Armand Rousseau´s Clos st. Jacques årgang 1996. Her kom duf
ten frem og kirsebær og ribs væltede frem. Masser af klassisk pinot præg (min far ville hade denne vin) og en bestemt fadkoncentrering i from af en smule vanillie og letristet kaffe var også at finde. Smagsmæssigt var syren for dominerende, og den savnede desværre frugt. Den var svært og sige om det var alderen eller bare en forkert flaske, for alle efterspurgte en mere markant frugt i smagen. Men en vin hvor man fornemmer storheden, og komposition - det var godt lavet. Men desværre for tæt og for dominerende syre. 93 point af parker.
I 2006 havde jeg fornøjelsen af første gang og smage Spaniens ubestridte 1. vin Vega Sicilia´s Unico i topårgangen 1970. I følge eksperter var 1953, 1968 og 1970 de trw bedste årgang slottet nogensinde havde produceret. Det var derfor med spænding at vi med nøje og besvær f
ik skaffet os en Vega Unico i årgangen 1996. Dette blev aftens største smagsoplevelse, og fastslår Vega´s status fast som første vælger i Ribera del Duero. Duften emmer langt væk af Bordeaux, dog med tilpas spicyness der alligevel siger noget om terroir. Men fabelagtigt næse, og elegance som man ikke finder særlig tit mere. Skovbund, svampe, kirsebær og kakao stiger op - og går igen i smagen hvor vinen kommer helt til sin rette. Det er så perfekt sat sammen - og en balance mellem sødme og syre, som vi ikke fandt andre steder den aften. Ikke en typisk spansk vin var vi alle enige om, og fik man denne blindt ville man gætte på stor Bordeaux i topår fra en topproducent. Men perfekt vin der står ud og opretholder en metode, som Rolland/Parker er igang med nedbryde. Perfekt og 95 point fra Parker.
"Life is Life" synger 70ér trioen Opus, men heldigvis var det ikke den Opus der var på besøg i Skalborg denne aften. Samarbejdet mellem Philippe Rothschild og Robert Mondavi affødte i begyndelsen af 80érne vinen Opus One, som i mange år var flagskibet i Californien. Men
siden den gang er der kommet mange til, og Opus One har fået konkurrence. Men der var ikke mange tilstede der havde smagt Opus, så derfor var den oplagt af tage med på netop denne smagning. "Der er mange mennesker der vil kunne lide denne vin" blev der sagt ved bordet, da indholdet kom i glasset, og snuden blev nedsunket. En meget "jammy" sag, hvor frugten har 1. prioritet og syren,
Ja den snakker vi om senere. Men lækker frugt, henkogt bær og modne blommer - men syren og den elegance der skal være i en vin der koster over 1000 kr. var ikke tilstede, og det gjorde vinen kedelig og desværre ligegyldig. Dermed ikke sagt, at det ikke smager godt, for det gør det - men den mangler lag. En spændende oplevelse, men kun et "blødt bolledyr" som Thorbjørn så korrekt kaldte vinen derpå.
Hvis Parker skal have det sidste ord:
"
To date, this is the biggest disappointment of the vintage. I tasted this wine twice, once at someone else’s expense, and once from a bottle I purchased in Napa. Both tastings were consistent. This wine gets my vote as one of Napa Valley’s most over-priced offering."Parker gav 84 point til årgang 2000.
Der er noget mytologisk storhed over området Pomerol - området der huser Petrus, le Pin og ikke mindst Lafleur. De to første nævnte har jeg tidligere smagt derfor var det også med spænding i vente, at Henning havde indkøbt Chateau Lafleur 1999 til smagning. Ch. Lafleur er nabo til Petrus, og efter manges mening den eneste vin, der i visse årgange kvalitetsmæssigt kan måle sig med Petrus. Slottet blev i mange år drevet af søstrene Marie og Therese Robin, som under meget primitive, nærmest ”beskidte” forhold i kældrene indimellem lavede
guddommelige vine (men indimellem også deciderede fejltagelser). I slutningen af 1980’erne efter den ene søsters død tog en nevø – Jacques Guineaudeau – over, og selv om vinen siden måske har mistet lidt af den vilde, gammeldags karakter, er den i hvert fald blevet mere konstant, og kan stadig i udvalgte årgange - f.eks. 1982 – være endnu bedre end Petrus. Markerne er 4,5 ha., druesammensætningen 50% Merlot og 50 % Cabernet Franc og den årlige produktion blot 1.500-2.000 ks. Men hvordan smager den så? Farven på vinen meldte umiddelbart om en vin der befinder sig mellem ung og moden - en let purpur med en anelse bruntouch. Duftmæssigt var vinen utrolig intens, og gav meget fra sig lige fra starten, viol, lakrids og meget frisk og let syrlighed var at finde. Det skal siges, at der var meget delte meninger om denne vin, de fleste var tildels skuffede og syntes den manglede frugt og sødme. Men jeg er ikke helt enig - smagsmæssigt havde den samme komplekshed som store vine skal have. Merlotdruen var fint holdt nede af cabernet franc én, som er mest dominerende i både duft og smag. Frugt og bær havde den også, men ikke på den voldsomme og dominerende facon, men elegant og let - en forfinet sag, som tog lang tid og forstå. Men en supervin med en flot syre og tilpas balance. Prestige og 93 point af Parker.
Næstsidste vin var fra superproducenten Marchesi Antinori som laver denne omvendte
Tignanello. Navnet er Solaia, og betyder på italiensk "solbeskinnede" drue sammensætningen består af 75% cabernet sauvignon, 20% sangiovese og 5% cabernet franc. Vi havde erhvevet os årgang 2004, og det skulle vise sig at blive en stor og god oplevelse for alle. Et duftbrag af frugtsirup og koncentreret overmodne bær stod op af glasset. I smagen fremstod frugten og tildels en fin sødme perfekt sammen med en forfinet syre og en passende mængde tørstof. Alkoholden Her kan man simplethen smage håndværket og alt passer utrolig flot sammen. Balance og 96 point af parker.
"
Châteauneuf-du-Pape er et stort område med meget afvekslende terroirs, mere end 13 forskellige druesorter og flere hundrede producenter med forskellige evner og ambitioner. Ikke underligt varierer vinene enormt i både kvalitet og stil. Skal man pege på én enkelt prod
ucent, der er selve indbegrebet af Châteauneuf-du-Pape, må det blive Domaine du Pégau.”Cuvée Da Capo” fremstilles kun i topårgange, og produktionen er på blot 4.000 flasker i forhold til 6.000 flasker ”Cuvée Laurence” og 65.000 flasker ”Cuvée Réservée”. Vinifikationen og lagringen er helt identisk med normaludgaven, altså uden brug af nye egetræsfade, som det ellers er blevet udbredt i områdets prestige-vine. Koncentrationen foregår udelukkende i vinmarken, gennem de gamle vinstokke og deres lave udbytte." Sådan skriver André Dewald i Vinbladet i 2004 om Domaine de Pegau. Det var som sagt Cuvee de Capo 2003, som vi skulle smage som den sidste vin på denne store aften. Cuveen er kun blevet produceret i tre årgange, 1998, 2000 og 2003, og har opnået 100 point af Parker i alle tre årgange. Det forstår man godt - det her er Parker vin, så det basker. 16,1% alkohol siger noget om vinen inden den overhovedet kom i glasset. Men den kom i glasset, og umiddelbart troede alle ved bordet at der her var tale om en vintage port, stor koncentration og masser af frugt og sødme. En fed og voldsom bullerbasse, som mætter og som nærmest ikke vil ud af glasset. Men også en vin der har så meget potentiale og som er så spændende og indtagende, at man ikke kan lade være med at blive betaget. Eftersmagen efterlader hints af chokolade, kaffe og en svag snert af anis. En vin, som ifølge Thorbjørn gør alle glade. Den skal have noget alder og jeg vil glæde mig til at smage denne "bullerbasse" igen en dag. Perfektionisme og 100 point af Parker.
Parker får det sidste ord i denne omgang, som afslutter denne omgang smagsoplevelser:
"When I asked Laurence how she would describe this beauty, she said, “It consists of 80% of a great vintage of Chateauneuf du Pape, 20% a vintage port, and the rest some Syrah and other things we throw in for complexity."
dlagres ca. 9 mdr. på franske og amerikanske fade. Farven er dybrød, og jo vist er det en ung vin og det klæder den på mange måder. Duften er stor, og er koncentreret ribena med et twist af lidt kværnet peber. Smagen er ligeså koncentreret, og den skulle lige have lov til at trække vejret, så det fik den. Så var der også dømt "følebolle", lækker vin som mange vil synts rigtig godt om. Stilen er mere Chile end Bordeaux, og det klæder den godt. Kan godt huske, da jeg i vinhandlen i Hadsund smage disse vine første gang, og vi kunne lide dem fordi de mindende om Chateau de Pez og den slags i fornuftige årgange. Men de har fundet sig selv, og jeg kan godt lide disse "oversøer" af bær og tyngde engang imellem. Og så har den kakao - mildest talt er det helt vildt, har man en gang smagt Callebaut eller Valrhona med kakaoindholdet op til skyerne, så er der her konkurrence. Men meget dejlig vin, med en tilpas syre, som sidder i munden timer efter, og som iøvrigt passede godt til ostene. Fortsat god uge allesammen.
